På det seneste har jeg arbejdet næsten udelukkende med hvidt papir i forskellige objekter, papirklip, installationer og performanceværker. En stor del af mit arbejde er lavet af A4-ark. Det er sandsynligvis det mest almindelige og forbrugte medie, der i dag bruges til at bære information. Netop derfor lægger vi sjældent mærke til selve materialiteten i A4-papiret. Ved at fjerne al information og starte fra bunden med det blanke hvide A4-ark som udgangspunkt for mine værker, føler jeg, at jeg har fundet et materiale, som vi alle kan relatere til, og som samtidig er neutralt og åbent for at blive fyldt med forskellig betydning. Det tynde hvide papir giver papirkulpturerne en skrøbelighed, der understreger det tragiske og romantiske tema i mine værker.

Papirklipsskulpturerne udforsker den sandsynlige og magiske forvandling af det flade papirark til figurer, der udvider sig ud i det omgivende rum. Det negative og fraværende todimensionelle rum, som udskæringen efterlader, peger på kontrasten til den tredimensionelle virkelighed, den skaber – selvom figurerne stadig hænger fast i deres oprindelse uden mulighed for at slippe fri. På den måde findes der også et tragisk element i mange af klippene.

For nylig har jeg arbejdet med begrebet kompleksitet i værket White Diary. Det viser et menneskehoved med en skitsebog i midten. Ud fra bogens sider vokser en kompleks tankeproces som et fantasifuldt landskab fyldt med detaljer og eventyrlige historier. Denne labyrintiske kortlægning af hjernen viser både forvirring og følelsen af at fare vild i detaljerne, hvilket midlertidigt forhindrer et rationelt overblik. Først når skulpturen ses på afstand, og helheden træder frem, kan der skabes orden i kaosset.

Det er fascinerende, hvordan denne tekst næsten fungerer som et manifest for papirets poesi – et materiale, der både er simpelt og uendeligt dybt, alt efter hvordan man ser på det.