
Jeg er uddannet lærer og psykolog, men har ingen formel kunstuddannelse. Jeg har tegnet og malet hele mit liv og har undervejs holdt udstillinger i kunstforeninger, gallerier og forskellige institutioner.
Fra at være startet med naturalisme bevægede jeg mig hurtigt over i et mere abstrakt udtryk, ikke mindst inspireret af Cobra-bevægelsen, hvor især Asger Jorn har påvirket mig.
Jeg arbejder med en spontan udtryksform dirigeret af en direkte og ufiltreret tilgang til billedet, hvor farve, form og indhold er bærende elementer, men ud over at fabulere over den inspiration jeg får undervejs, er der ingen specielle budskaber skjult i billederne.

